VRISNE GAMLE MÆND
AF JACOB LUDVIGSEN
Sidste nyt fra forebyggelsesfronten:
Rygere skal registreres via Dankort
Farverige forbryderes foretagsomhed har altid været godt stof, for 30-40 år siden blev Alexander Blask og Mogens ”Body” Pedersen kendt for deres dristige færd over Østersøen i hurtige speedbåde med ubanderolerede cigaretter, købt for hård valuta i Polen. En farefuld, men også fædrelandsvenlig beskæftigelse, som vakte en vis folkelig sympati i fælles surhed over de høje tobaksafgifter.
Sorte cigaretter kan igen blive en indtægtskilde. I en københavnsk morgenavis har en kreds af yngre, velbegavede forebyggelsesforskere fremsat forslag til noget, de behændigt kalder ”en liberal og effektiv tobakspolitik”. Deres fælles idé, som nok skal kaste et konsulenthonorar af sig, hvis den ikke allerede er statsfinansieret, drejer sig om indførelse af tobakslicenser. Når man er fyldt 18 år, kan man henvende sig til kommunen og betale 3.200 kr. for retten til at anskaffe sig røgtobak. Tænketanken kalder det ”frihed”.
Efterhånden har vi drevet det så vidt, at mængden af konsulenter, der ernærer sig ved rygestopkampagner, salg af vanedannende nikotintyggegummi og foredragsvirksomhed, overstiger antallet af tilbageværende tobaksarbejdere. Vi er på vej mod norske tilstande, deroppe skal tobaksvarer stå i et neutralt skab under disken, så man ikke kan se de farvestrålende emballager. Sådan bør det også være hos os, mener Sundhedsministeriet og den erhvervsdrivende velgørenhedsforening Kræftens Bekæmpelse. En ny bølge stramninger af forbudsloven kan ventes, den etniske udrensning af de tilbageværende værtshuse under 40 kvadratmeter skal fuldbyrdes.
Tanken om tobakslicens fremsættes naturligvis i den bedste mening, så fremtidens unge ikke skal ”forvandles til æsler ved afhængighedens trædemølle”. Tilladelsen skal indbygges i et betalingskort, og fremover må alle røgslaver indstille sig på, at betaling af cigaretter kun må foregå med Dankort. Det vil også gøre livet lettere for detailhandlen, forsikrer forskerne.
Lad os tilføje, at der via kasseterminalerne kan etableres et kontrolcenter for tobakshandel, som registrerer hver enkelt individs forbrug. Oplysningerne kan overføres til den praktiserende læge, som kan indkalde nikomanen til afhøring og anvisning af afvænning. Endvidere vil man kunne se, om A. Albertsen hamstrer fem-ti pakker om dagen, da det vækker mistanke om organiseret videresalg.
Forslagsstillerne Andersen, Tøttenborg, Pisinger, Hede, Nalander og Strunge Meyer, der alle har ”en omfattende professionel baggrund med forebyggelse”, er særlig ivrige efter at beskytte de lavest uddannede unge. Hvis de alligevel vælger lastens vej, skal de lige vide, at de 3.200 kr. for tobakslicensen kan veksles til et rygestopkursus. Alle aspekter er analyseret.
Vore nye rumænske turist-venner vil sikkert indlede en uformel salgsvirksomhed, men får næppe markedet for sig selv. For de vildførte unge fra de nedre samfundslag bliver det en supersej sport at skaffe cigaretter til sortbørspriser, der er endnu højere end i Norge, hvor 20 styk koster 60 danske kroner.
Niccolò di Bernardo dei Machiavelli (1469 – 1527)
|
Dan Turèll Prisen 2010 Jacob Ludvigsen | fredag 22-01-2010 kl: 10:03 |




