Ti knaster og knuder i 10’ernes København
Læs hele Københavneravisen på hjemmesiden
K'benhavneravisen nr. 2 2010
Leder
Påtrængende
pengeplagere
HUMANITÆRE organisationer, hvoraf nogle har en tendens til at udvikle sig til profitmaximerende forretningsforetagender, sender unge mennesker, oftest under 25 år, på københavnske gader og pladser for at tigge. For 120 kr. i timen skal disse ”facere” hverve nye medlemmer, som på stedet tvinges til at underskrive en erklæring, der forpligter dem til at yde bidrag i lang tid frem. Den påtrængende fremfærd, hvor et nej ikke tages for pålydende, forstyrrer fodgængere og forretningsfolk.
HVIS MAN IKKE vil fremstå som et dumt svin, svarer man høfligt og prøver at undslå sig, mens ”faceren” går hen foran en og spærrer og stiller naive spørgsmål i vægtklassen ”synes du det er i orden, at børn i Afrika sulter og dør?” eller ”går du ind for dyremishandling?”. Især synes yngre kvinder at være lette ofre for den slags ledende infamiteter. De er lette at overtale og har måske endda behov for at føle sig gode og gavmilde.
HAR MAN TRAVLT, bliver man irriteret over at skulle argumentere for, at man ikke her og nu har tænkt sig at bidrage til det angiveligt gode formål. De handlende kan direkte se, at sværmen af indbyrdes konkurrerende humanist-tiggere jager kunderne væk. De spærrer, fylder, driller og er i det hele taget til ulempe. Der er kun et middel: Den korte, måske grove verbale afvisning, der gør ”faceren” forlegen. Og det er da kedeligt, at man skal anlægge den sure mine for at blive fri.
HER VIL facer-forsvarerne sætte ind med en svada om, at vi er egoister, som burde aflevere en større del af vores penge til de undertrykte, de sultende, de lidende og de værgeløse husdyr. Samt de fastlønnede generalsekretærer og funktionærer. Påstanden om de hjerteløse københavnere blev grundigt dementeret forleden, da der blev indsamlet 130 millioner til Afrikas kvinder plus jordskælvsofrene på Haiti. Befolkningen vil gerne yde, men det skal ske på frivillig basis, ikke under pres fra en flabet fløs, der har lært tre-fire tricks på et konfrontationskursus.
HOLD BYEN REN – også for tiggere af enhver art, hvad enten de er ansat af godhedsindustrien eller af ondskabens mørke magter på forbryderakademiet i Bukarest. Forureningen af det offentlige rum har også et psykisk aspekt, der omfatter talentløse gademusikanter, ”facere”, falske hjemløse og andet skidtfolk.
KØBENHAVNERAVISEN
Taarnfalken
Værn vore vagter
Det er ikke for morsomt at være parkeringsvagt i denne væmmelige vintertid. Mens de om sommeren to og to kan slentre gennem distriktet og glo på vinduer og ryge en smøg, mens de håber på gevinst, er det surt at sjoske rundt i sjap og søle. Forstædernes forlystelsessyge fruer kommer slet ikke til byen, og de er ellers gode kunder, fordi de ikke helt forstår parkeringsreglerne. Når antallet af parkeringsbøder falder, mister vagterne deres hemmelige præstationsbonus, og det er jo synd for det flittige folkefærd.
I et forsøg på at fremstå som en flink og fair myndighed har Parkering København ladet meddele, at vagterne ikke må fjerne sne fra forruden for at se, om der ligger en gyldig parkeringsbillet. Men da regelhåndhæverne er afhængige af deres præstationsbonus, så de kan give deres mindreårige mælk og brød, og da det kommunale budget såvel som det statslige opererer med indtægterne, må de gæve gademedarbejdere håbe på tø.
Storbyer, der ikke er ramt af den antibilistiske psykose, bygger parkeringskældre, hvor køretøjer mod betaling kan stå beskyttet mod vintervejret. Men så metropolsk er København ikke, her gælder fjanteloven, hvor man bilder sig ind, at alle ærinder kan afvikles gående eller cyklende eller ved hjælp af såkaldt ”kollektiv” trafik; selve ordet hørmer af indeklemt mug fra ungdomsoprørets katakomber.
I frontzonen har vi P-vagterne, undertiden mennesker mærket af livets modgang og på vej op. Man skal vogte sig for dem, men må også værne dem som udsatte individer på samfundets skyggeside. De skal i praksis bekæmpe de onde biler og dermed gavne miljø og moral, de er folkets stormtropper mod borgerskabets dekadente kørselsvaner. Forbilledet er Tirana før den kapitalistiske epoke, hvor privatbilisme simpelthen var forbudt. Nu er Albanien spoleret, kun Nordkorea lever op til de idealer, der stadig hersker på Københavns Rådhus. Måske er Pyongyang et oplagt mål for en studierejse for kommunale personvognsfornægterne. Måske er en studierejse til den asiatiske millionby en førstepræmie i en personalekonkurrence. Så kan de også beundre de prægtige metrostationer; desværre kører toget kun, når der er partikonference eller når der undtagelsesvis er turistbesøg. Ellers sparer man på strømmen, hvilket understreger republikkens position som energibevidst foregangsland. Jo, her har København meget at lære.
Lurifax
Den lille Corsar
Charivari
A: - Kan det passe, at overborgmester Frank Jensen har fuldtidsansat alle sine venner?
B: - Nej, slet ikke, han har da mange flere.
A: - Hvorfor er der så stille om integrationsborgmester Klaus von Bondage?
B: - Han skal først omskære sig til sin nye post.
A: - Det er uforskammet at insinuere, at skoleborgmester Anne Vang er lidt ligeglad med, om eleverne lærer at læse.
B: - Jamen, hun er jo discipel af Ritt Bjerregaard.
A: - Nåh ja, hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære.
B: - Ja, du kan rigtignok dine citater.
A: - Hvad blev der af frygten for den globale opvarmning? Jeg havde ventet palmer på Kultorvet.
B:- Himalaya-hysteriet har ikke en klimamands chance.
Leder
For det første er der grund til ængstelse for metrobyggeriets virkninger på det omliggende miljø. Hvis Marmorkirken kollapser, vil det være rigtig uheldigt, men da beslutningstagerne til den tid er ude af billedet, kan der ikke rejses straffesag mod dem. Gammel Strand er jo af ældre dato, og hvis restauranter og virksomhed må kvitte, kan turisterne gå andre steder hen. Stadsarkivet i Køln styrtede i grus, da metroudgravningen udviklede sig uberegneligt. En kulturarv blev tilintetgjort.
For det andet skal fortove, kantsten og belægninger i indre by rettes op. Farcen i Købmagergade har varet alt for længe, borgmester Vendekåbe havde held til at skubbe bekostelige beslutninger ud i fremtiden ved at udskrive en unødvendig og tidsrøvende arkitektkonkurrence. Byens gulv skal være en fryd for øjet og ikke lignede Dresden efter bombardementet.
For det tredje gælder det om at gøre op med det kriminelle gadeproletariat, der kører herop i slidte turistbusser. At det sikkert er surt at leve på bunden i Bukarest behøver man ikke at være sociolog for at fatte, men den overordnede sociale udvikling hører hjemme et andet sted end i danske damers tasker.
For det fjerde må det religiøst betingede dogme om, at der ikke må køre biler til og fra byen, dæmpes kraftigt. Vendekåbeborgmesteren er et rabiat eksempel på en fanatiker, der er parat til at ofre kulturens og erhvervslivets interesser for at leve op til en forestilling om, at alt kan klares med ”kollektiv” trafik. De biler, der har ærinder i hovedstadens hjerte, skal kunne parkere.
For det femte skal byens brugere holde op med at opføre sig som svin. At kaste sit affald fra sig er ukultiveret, og det er infamt hærværk at male dummetegn på mure, vinduer, biler, trafiktavler og andre – andres – flader. Bekæmp enhver Hyskenstræde-romantik på Kunstakademiet, facadeforurening er ikke fancy, det er en afart af fascismen.
For det sjette gælder det nu om, at ejendomsbesidderne erkender deres ansvar for, at der fortsat kan opretholdes et butiks- og kontorliv inden for voldene. Urealistiske ejendomspriser og huslejer dræner langsomt gader og stræder for initiativ.
For det syvende skal Københavns Kommune droppe opkrævningen af den ekstra erhvervsejendomsskat, der kaldes dækningsafgift. Udplyndringen er med til at vælte læsset, så det snart kun er internationale kæder, der har råd til at leje sig ind.
For det ottende drejer det sig om, at uudnyttede kontorer og lofter indrettes til boliger. Indre Københavns indbyggertal svarer til Lemvig og Ebeltoft. Sæt arbejde i gang og sørg for vækst ved at gøre det betalbart.
For det niende skal Københavns Kommune reorganiseres, så den forældede magtstruktur og overflødige administration kan forenkles.
10: Frem for alt skal københavnerne færdes med smil på læben og glæde sig over en på – trods alt – velholdt og venlig metropol, som skal rumme professionelle (og huslejebetalende) mennesker side og side med daskende dovendyr fra forstæderne. Kommunen står for rammerne, individerne og deres interaktion er indholdet. Venlighed frem for vrisseri i butikker, restauranter, gader, transportmidler og ventende køer er den gratis olie, der smører en by og gør den blød som en krop, som digteren Inger Christensen udtrykte det.
Københavneravisen
Taarnfalken
I vinkezonen
København, du har alt, hvad der drager mit sind – nu også vinkezoner. Princippet kendes fra tyndt befolkede landdistrikter, hvor man stiller sig op på den rigtige side af grøften og vinker til rutebilen, der tager passageren med til nærmeste stationsby.
Denne fine skik fra Morten Korchs grønne ungdom blev indført på visse strækninger, da København K fik sin elektriske cirkelbus, der hvert 7. minut runderer til glæde for turister, som typisk har tid til at trille rundt i offentlige befordringsmidler for at se byen. Nogle steder har den miljømilde motorbus faste stoppesteder, men ellers kan man bare vinke, så ruller den ind til siden.
Chaufføren bliver glad for, at der endelig melder sig en rejsende, for det sker ofte, at den gule bus lunter af sted uden en eneste billetkøber, og han sider bag sit rat og spekulerer på, hvornår Movias ufølsomme regnedrenge får held til at vinke den nye rute væk sammen med havnebussen.
Elektriske busser er en strålende idé, de første blev præsenteret for ca. 125 år siden, men de var rigtignok heller ikke udstyret med computere. Den lille gule københavnerbus er såmænd nuttet nok, men ruteføringen gør den delvis uanvendelig for det arbejdende folk. Den nysgerrigt fotograferende japaner vil derimod finde den hyggelig og SMS’e hjem om turen fra museum til museum, selv om ruderne dugger og forringer udsigten.
Man kan ikke gøre alle tilpas. En bus uden passagerer er trods alt bedre end passagerer uden bus.
Lurifax
Charivari
Le Petit Corsaire
Om Smaabladene
A: - Hvor mange Kjøbenhavneraviser eksisterer der?
B: - Ja, der er vel Berlingske fra 1749. Og Dagstelegrafen, hvis den stadig udkommer…?
A: - Ingen! Nej, thi de kalder sig alle landsdækkende og finder det mindre fint at skrive om Livet i København.
B: - Kan man overhovedet erholde Berlingske Avertisementstidende i Provindserne?
A: - Ja, paa Recept.
Knierkegaard
A: - Er der ikke blevet lidt stille om Søren Kierkegaard?
B: - Nej vist, han granskes fortsat af professorerne.
A: - Javel, men de modtager jo ogsaa Vederlag herfor.
Smaa kaar, stort Hjerte
A: - Har du hørt, at Fru Bjerregaard har skænket sit Bohave de Fattige?
B: - Hvilket Storsind, til det sidste banker hendes Hjerte for Smaakaarsfolket, af hvilket hun selv er rundet.
A: - Ja, da maa man blot haabe, at Proletarerne vil vide at værdsætte hendes kasserede Kontormøbler.
Københavnerjournalisten
Ib Boye hædres af brødre
Memorabilitet betyder erindringsværd, at noget eller nogen er værd at huske. Dagen før nytårsaften samledes 35 medlemmer af Selskabet for Dansk Memorabilitet iført høje hatte og Chr. X Kongemærke for at mindes selskabets grundlægger, den notable københavnerjournalist Ib Boye, der på Svendborg Avis og Billed Bladet, i Svikmøllen og Østerbro Avis rendyrkede den nære nyhed og karske kommentar.
Ib Boye, født 1935, døde i 2009. Han stiftede det på verdensplan enestående memorabilitetsselskab med det formål en gang om året at mindes en betydningsfuld dansker, der er ved at gå i glemsel. Selskabets kancelli fandt, at netop Ib Boye burde hyldes i den tradition, han selv havde formet.
Herrerne samledes på Hviids Vinstue ved den ophængte tegning af Ib Boye, udført af Svend Møller Andersen. Æreskansler Peter Sprechler, svoger til Ib Boye, bød brødrene at hæve pokalerne for den excentriske nyheds- og spøgefugl. Jacob Ludvigsen, senior editor og geheimeråd, deklamerede sit æreskvad for den henfarne broder og indprentede Boyes leveregel: Du skal altid bestille et par ekstra benklæder, når din skrædder skal sy dig en ny habit.
Selskabets kansler, dr. Christian Lunn, førte hattene over Kongens Nytorv – til glæde for de mange nytårsturister - til mindeankeret i Nyhavn, hvor en kort sørejse med Havnens Motorfærge tiltrådtes. Målet var bøje nr. 3 udfor Det Kgl. Teaters nye skuespilhus, på hvilken kansleren, ikke uden fare for sit korpus, fastgjorde en laurbærkrans. Fhv. trafikinspektør Rudy Philipsen sang a capella Ib Boyes ”Espergærde Havn”, han skrev over 1.000 revynumre. Udover at være klassisk journalist med nyhedsnæse var Ib Boye også magister i teatervidenskab.
Byhistorikeren Allan Mylius Thomsen havde udvirket en tilladelse fra Københavns Havnevæsen til navngivning og bekransning af bøjen, og når vejret bliver venligere, vil sømærket blive bemalet ”Ibs Boye”. Blandt deltagerne i den lystige, men også eftertænksomme ceremoni var sønnen, pressefotograf Jesper Boye. Alderspræsidenten, den 97-årige skuespiller Palle Huld, var for træt til at møde op, men sendte en hilsen via sin fætter, antikvitetshandler Otto Berg. Nestor var den 95-årige og fortsat særdeles aktive pressefotograf Vagn Hansen.
Fartøjet sejlede de sorte frakker og hatte tilbage til Nyhavn. I Restaurant Gilleleje indtoges en arbejdsfrokost med sang og klang.
Mr. City
Københavneravisen går i byen:
1264 – postnummer
og brasserie-sensation
Tre retters menu for 200 kr. kendes fra den tarveligere del af de etniske restauranter, ingen forbinder den lave pris med den højeste gastronomi.
Efter en travl dag på redaktionen i Store Kongensgade 44 gik vi ti numre frem til nr. 34, hvor 1264 – vort postnummer – er dækker over en spiselounge, der dækker både frokost, aften og cocktailsessions.
I dette interiør blev der tidligere drevet en dyr restaurant med Michelin-stjerne og menuer til 3.000 kr. Klientellet var så fornemt, at der blev trukket et gardin til ud mod gaden. Slut med snobberiet, nu tilbydes tre retter til 200 kr. pr. couvert. Jamen, altså!
Der dufter af mad på den forførende måde, når man træder ind i det lyse lokale. Spisekortet er enkelt: tre forretter, tre hovedretter, to desserter og ost. 200 kr. Først provencalsk fiskesuppe med muslinger og bidder af hvid fisk med den dybe røde farve, der illustrerer den oversmag, som sand fiskesuppe skal præstere.
Hovedmulighederne præsenteres således på kortet:
And
Lam
Fisk
Ikke noget lyrique de gastronomique, men fineste lammekrone og langtidskoncentreret bov. And udsolgt, oksemørbrad i pompøs trøffelsauce i stedet. Inderlig, insisterende oksesmag og perfekt stegeskorpe. Chokolademousse i svanedekoration og to oste, en fåremælksroquefort var bemærkelsesværdig. Eget brød, specielt Guldkrone-smør med mere flødeflothed end det lurmærkede.
Med to glas hvidvin, et glas dessertvin og tre glas rødvin – ypperligt, pladsen tillader ikke gennemgang - røg regningen op på 780 kr. for to personer. Havde vi delt en flaske, var det blevet billigere.
Ukrukket kærlighed til fine råvarer og deres rette behandling og afvisning af alle de hjælpestoffer, som hærger dele af restaurationsbranchen, vil give ”1264” et højt ry som den ærlige fornyelse. Derfor gælder det om at slå til, mens kortet stadig rummer 3 retter for 200 kr.
Mr. City
Leder i næste nummer:
Kapitalen, kommunen
og Københavns købekraft
Ejendomsbesidderne prøver at opnå så høje lejeindtægter som muligt, men synes at have svært ved finde balancen mellem efterspørgsel og udbud. Resultatet er tomme butikker og kontorer. Spøgelsesbutikkerne er deprimerende synlige for alle, der går gennem gaden. Mindre iøjnefaldende er kontorer uden aktivitet.
En giftig kombination af kommunal og privat grådighed driver virksomheder ud af København K. Mere eller mindre velbegrundede ejendomsvurderinger, der ofte afspejler en forduftet optimisme, giver Københavns Kommune anledning til udover ejendomsskatterne at udskrive en særlig dækningsafgift for ejendomme med mindst 85 % erhverv.
Efter et sæt rudekuverter med forhøjelser fra såvel ejer som kommune må nogle virksomheder give op og finde noget mindre og billigere. Kontorvirksomhederne har en del at vælge imellem, da 10 % af erhvervslejemålene står tomme, men for detailhandlende kan det at forlade en kendt adresse betyde ophør. Hele kvarterer vil opleve reduceret købekraft, og sammen med den let tøvende forbrugerholdning er det gift for det brede udvalg af salg og service, der gør en hovedstad værd at være i.
Elementært, min kære Jensen: Når virksomheder forlader city og ikke erstattes af andre, betyder det tomme lokaler og færre brugere af byen, altså mindre omsætning i butikkerne. København K har mindst 50.000 indbyggere fra 9 til 17 plus et vældigt antal gadepassanter, og de holder byen varm. Når deres arbejdspladser forsvinder eller flytter, falder deres vej ikke længere forbi bykernens attraktioner. Omsætningen, også mellem virksomhederne, dæmpes.
Erfaringer fra talrige byer fortæller os, at mennesker tiltrækkes af bykernen med så mange oprindelige huse som muligt. København er for vores gæster først og fremmest området inden for voldene, man tager ikke til Greve eller Ishøj, medmindre man er socialantropolog. For pendlerne er det sjovere at tage til centrum frem for periferien, hvor en pølsegrill er højeste herlighed.
Enten tager ejere og kommunarder sig sammen og sænker leje og afgift og giftigheder, eller også er de økonomiske og administrative magthavere for kortsynede til at erkende, at det er bedre at sænke omkostningerne for dem, der skal sikre indtægterne. Måtte denne indlysende logik påvirke kapital og kommune.
Københavneravisen
Side 2
© Copyright 2010 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Flere nyheder i denne sektion:
- Ti knaster og knuder i 10’ernes København
Læs hele Københavneravisen på hjemmesiden
| Lørdag 23-01-2010 kl: 14:11 af Jacob Ludvigsen |    |
K'benhavneravisen nr. 2 2010
Leder
Påtrængende
pengeplagere
HUMANITÆRE organisationer, hvoraf nogle har en tendens til at udvikle sig til profitmaximerende forretningsforetagender, sender unge mennesker, oftest under 25 år, på københavnske gader og pladser for at tigge. For 120 kr. i timen skal disse ”facere” hverve nye medlemmer, som på stedet tvinges til at underskrive en erklæring, der forpligter dem til at yde bidrag i lang tid frem. Den påtrængende fremfærd, hvor et nej ikke tages for pålydende, forstyrrer fodgængere og forretningsfolk.
HVIS MAN IKKE vil fremstå som et dumt svin, svarer man høfligt og prøver at undslå sig, mens ”faceren” går hen foran en og spærrer og stiller naive spørgsmål i vægtklassen ”synes du det er i orden, at børn i Afrika sulter og dør?” eller ”går du ind for dyremishandling?”. Især synes yngre kvinder at være lette ofre for den slags ledende infamiteter. De er lette at overtale og har måske endda behov for at føle sig gode og gavmilde.
HAR MAN TRAVLT, bliver man irriteret over at skulle argumentere for, at man ikke her og nu har tænkt sig at bidrage til det angiveligt gode formål. De handlende kan direkte se, at sværmen af indbyrdes konkurrerende humanist-tiggere jager kunderne væk. De spærrer, fylder, driller og er i det hele taget til ulempe. Der er kun et middel: Den korte, måske grove verbale afvisning, der gør ”faceren” forlegen. Og det er da kedeligt, at man skal anlægge den sure mine for at blive fri.
HER VIL facer-forsvarerne sætte ind med en svada om, at vi er egoister, som burde aflevere en større del af vores penge til de undertrykte, de sultende, de lidende og de værgeløse husdyr. Samt de fastlønnede generalsekretærer og funktionærer. Påstanden om de hjerteløse københavnere blev grundigt dementeret forleden, da der blev indsamlet 130 millioner til Afrikas kvinder plus jordskælvsofrene på Haiti. Befolkningen vil gerne yde, men det skal ske på frivillig basis, ikke under pres fra en flabet fløs, der har lært tre-fire tricks på et konfrontationskursus.
HOLD BYEN REN – også for tiggere af enhver art, hvad enten de er ansat af godhedsindustrien eller af ondskabens mørke magter på forbryderakademiet i Bukarest. Forureningen af det offentlige rum har også et psykisk aspekt, der omfatter talentløse gademusikanter, ”facere”, falske hjemløse og andet skidtfolk.
KØBENHAVNERAVISEN
Taarnfalken
Værn vore vagter
Det er ikke for morsomt at være parkeringsvagt i denne væmmelige vintertid. Mens de om sommeren to og to kan slentre gennem distriktet og glo på vinduer og ryge en smøg, mens de håber på gevinst, er det surt at sjoske rundt i sjap og søle. Forstædernes forlystelsessyge fruer kommer slet ikke til byen, og de er ellers gode kunder, fordi de ikke helt forstår parkeringsreglerne. Når antallet af parkeringsbøder falder, mister vagterne deres hemmelige præstationsbonus, og det er jo synd for det flittige folkefærd.
I et forsøg på at fremstå som en flink og fair myndighed har Parkering København ladet meddele, at vagterne ikke må fjerne sne fra forruden for at se, om der ligger en gyldig parkeringsbillet. Men da regelhåndhæverne er afhængige af deres præstationsbonus, så de kan give deres mindreårige mælk og brød, og da det kommunale budget såvel som det statslige opererer med indtægterne, må de gæve gademedarbejdere håbe på tø.
Storbyer, der ikke er ramt af den antibilistiske psykose, bygger parkeringskældre, hvor køretøjer mod betaling kan stå beskyttet mod vintervejret. Men så metropolsk er København ikke, her gælder fjanteloven, hvor man bilder sig ind, at alle ærinder kan afvikles gående eller cyklende eller ved hjælp af såkaldt ”kollektiv” trafik; selve ordet hørmer af indeklemt mug fra ungdomsoprørets katakomber.
I frontzonen har vi P-vagterne, undertiden mennesker mærket af livets modgang og på vej op. Man skal vogte sig for dem, men må også værne dem som udsatte individer på samfundets skyggeside. De skal i praksis bekæmpe de onde biler og dermed gavne miljø og moral, de er folkets stormtropper mod borgerskabets dekadente kørselsvaner. Forbilledet er Tirana før den kapitalistiske epoke, hvor privatbilisme simpelthen var forbudt. Nu er Albanien spoleret, kun Nordkorea lever op til de idealer, der stadig hersker på Københavns Rådhus. Måske er Pyongyang et oplagt mål for en studierejse for kommunale personvognsfornægterne. Måske er en studierejse til den asiatiske millionby en førstepræmie i en personalekonkurrence. Så kan de også beundre de prægtige metrostationer; desværre kører toget kun, når der er partikonference eller når der undtagelsesvis er turistbesøg. Ellers sparer man på strømmen, hvilket understreger republikkens position som energibevidst foregangsland. Jo, her har København meget at lære.
Lurifax
Den lille Corsar
Charivari
A: - Kan det passe, at overborgmester Frank Jensen har fuldtidsansat alle sine venner?
B: - Nej, slet ikke, han har da mange flere.
A: - Hvorfor er der så stille om integrationsborgmester Klaus von Bondage?
B: - Han skal først omskære sig til sin nye post.
A: - Det er uforskammet at insinuere, at skoleborgmester Anne Vang er lidt ligeglad med, om eleverne lærer at læse.
B: - Jamen, hun er jo discipel af Ritt Bjerregaard.
A: - Nåh ja, hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære.
B: - Ja, du kan rigtignok dine citater.
A: - Hvad blev der af frygten for den globale opvarmning? Jeg havde ventet palmer på Kultorvet.
B:- Himalaya-hysteriet har ikke en klimamands chance.
Leder
For det første er der grund til ængstelse for metrobyggeriets virkninger på det omliggende miljø. Hvis Marmorkirken kollapser, vil det være rigtig uheldigt, men da beslutningstagerne til den tid er ude af billedet, kan der ikke rejses straffesag mod dem. Gammel Strand er jo af ældre dato, og hvis restauranter og virksomhed må kvitte, kan turisterne gå andre steder hen. Stadsarkivet i Køln styrtede i grus, da metroudgravningen udviklede sig uberegneligt. En kulturarv blev tilintetgjort.
For det andet skal fortove, kantsten og belægninger i indre by rettes op. Farcen i Købmagergade har varet alt for længe, borgmester Vendekåbe havde held til at skubbe bekostelige beslutninger ud i fremtiden ved at udskrive en unødvendig og tidsrøvende arkitektkonkurrence. Byens gulv skal være en fryd for øjet og ikke lignede Dresden efter bombardementet.
For det tredje gælder det om at gøre op med det kriminelle gadeproletariat, der kører herop i slidte turistbusser. At det sikkert er surt at leve på bunden i Bukarest behøver man ikke at være sociolog for at fatte, men den overordnede sociale udvikling hører hjemme et andet sted end i danske damers tasker.
For det fjerde må det religiøst betingede dogme om, at der ikke må køre biler til og fra byen, dæmpes kraftigt. Vendekåbeborgmesteren er et rabiat eksempel på en fanatiker, der er parat til at ofre kulturens og erhvervslivets interesser for at leve op til en forestilling om, at alt kan klares med ”kollektiv” trafik. De biler, der har ærinder i hovedstadens hjerte, skal kunne parkere.
For det femte skal byens brugere holde op med at opføre sig som svin. At kaste sit affald fra sig er ukultiveret, og det er infamt hærværk at male dummetegn på mure, vinduer, biler, trafiktavler og andre – andres – flader. Bekæmp enhver Hyskenstræde-romantik på Kunstakademiet, facadeforurening er ikke fancy, det er en afart af fascismen.
For det sjette gælder det nu om, at ejendomsbesidderne erkender deres ansvar for, at der fortsat kan opretholdes et butiks- og kontorliv inden for voldene. Urealistiske ejendomspriser og huslejer dræner langsomt gader og stræder for initiativ.
For det syvende skal Københavns Kommune droppe opkrævningen af den ekstra erhvervsejendomsskat, der kaldes dækningsafgift. Udplyndringen er med til at vælte læsset, så det snart kun er internationale kæder, der har råd til at leje sig ind.
For det ottende drejer det sig om, at uudnyttede kontorer og lofter indrettes til boliger. Indre Københavns indbyggertal svarer til Lemvig og Ebeltoft. Sæt arbejde i gang og sørg for vækst ved at gøre det betalbart.
For det niende skal Københavns Kommune reorganiseres, så den forældede magtstruktur og overflødige administration kan forenkles.
10: Frem for alt skal københavnerne færdes med smil på læben og glæde sig over en på – trods alt – velholdt og venlig metropol, som skal rumme professionelle (og huslejebetalende) mennesker side og side med daskende dovendyr fra forstæderne. Kommunen står for rammerne, individerne og deres interaktion er indholdet. Venlighed frem for vrisseri i butikker, restauranter, gader, transportmidler og ventende køer er den gratis olie, der smører en by og gør den blød som en krop, som digteren Inger Christensen udtrykte det.
Københavneravisen
Taarnfalken
I vinkezonen
København, du har alt, hvad der drager mit sind – nu også vinkezoner. Princippet kendes fra tyndt befolkede landdistrikter, hvor man stiller sig op på den rigtige side af grøften og vinker til rutebilen, der tager passageren med til nærmeste stationsby.
Denne fine skik fra Morten Korchs grønne ungdom blev indført på visse strækninger, da København K fik sin elektriske cirkelbus, der hvert 7. minut runderer til glæde for turister, som typisk har tid til at trille rundt i offentlige befordringsmidler for at se byen. Nogle steder har den miljømilde motorbus faste stoppesteder, men ellers kan man bare vinke, så ruller den ind til siden.
Chaufføren bliver glad for, at der endelig melder sig en rejsende, for det sker ofte, at den gule bus lunter af sted uden en eneste billetkøber, og han sider bag sit rat og spekulerer på, hvornår Movias ufølsomme regnedrenge får held til at vinke den nye rute væk sammen med havnebussen.
Elektriske busser er en strålende idé, de første blev præsenteret for ca. 125 år siden, men de var rigtignok heller ikke udstyret med computere. Den lille gule københavnerbus er såmænd nuttet nok, men ruteføringen gør den delvis uanvendelig for det arbejdende folk. Den nysgerrigt fotograferende japaner vil derimod finde den hyggelig og SMS’e hjem om turen fra museum til museum, selv om ruderne dugger og forringer udsigten.
Man kan ikke gøre alle tilpas. En bus uden passagerer er trods alt bedre end passagerer uden bus.
Lurifax
Charivari
Le Petit Corsaire
Om Smaabladene
A: - Hvor mange Kjøbenhavneraviser eksisterer der?
B: - Ja, der er vel Berlingske fra 1749. Og Dagstelegrafen, hvis den stadig udkommer…?
A: - Ingen! Nej, thi de kalder sig alle landsdækkende og finder det mindre fint at skrive om Livet i København.
B: - Kan man overhovedet erholde Berlingske Avertisementstidende i Provindserne?
A: - Ja, paa Recept.
Knierkegaard
A: - Er der ikke blevet lidt stille om Søren Kierkegaard?
B: - Nej vist, han granskes fortsat af professorerne.
A: - Javel, men de modtager jo ogsaa Vederlag herfor.
Smaa kaar, stort Hjerte
A: - Har du hørt, at Fru Bjerregaard har skænket sit Bohave de Fattige?
B: - Hvilket Storsind, til det sidste banker hendes Hjerte for Smaakaarsfolket, af hvilket hun selv er rundet.
A: - Ja, da maa man blot haabe, at Proletarerne vil vide at værdsætte hendes kasserede Kontormøbler.
Københavnerjournalisten
Ib Boye hædres af brødre
Memorabilitet betyder erindringsværd, at noget eller nogen er værd at huske. Dagen før nytårsaften samledes 35 medlemmer af Selskabet for Dansk Memorabilitet iført høje hatte og Chr. X Kongemærke for at mindes selskabets grundlægger, den notable københavnerjournalist Ib Boye, der på Svendborg Avis og Billed Bladet, i Svikmøllen og Østerbro Avis rendyrkede den nære nyhed og karske kommentar.
Ib Boye, født 1935, døde i 2009. Han stiftede det på verdensplan enestående memorabilitetsselskab med det formål en gang om året at mindes en betydningsfuld dansker, der er ved at gå i glemsel. Selskabets kancelli fandt, at netop Ib Boye burde hyldes i den tradition, han selv havde formet.
Herrerne samledes på Hviids Vinstue ved den ophængte tegning af Ib Boye, udført af Svend Møller Andersen. Æreskansler Peter Sprechler, svoger til Ib Boye, bød brødrene at hæve pokalerne for den excentriske nyheds- og spøgefugl. Jacob Ludvigsen, senior editor og geheimeråd, deklamerede sit æreskvad for den henfarne broder og indprentede Boyes leveregel: Du skal altid bestille et par ekstra benklæder, når din skrædder skal sy dig en ny habit.
Selskabets kansler, dr. Christian Lunn, førte hattene over Kongens Nytorv – til glæde for de mange nytårsturister - til mindeankeret i Nyhavn, hvor en kort sørejse med Havnens Motorfærge tiltrådtes. Målet var bøje nr. 3 udfor Det Kgl. Teaters nye skuespilhus, på hvilken kansleren, ikke uden fare for sit korpus, fastgjorde en laurbærkrans. Fhv. trafikinspektør Rudy Philipsen sang a capella Ib Boyes ”Espergærde Havn”, han skrev over 1.000 revynumre. Udover at være klassisk journalist med nyhedsnæse var Ib Boye også magister i teatervidenskab.
Byhistorikeren Allan Mylius Thomsen havde udvirket en tilladelse fra Københavns Havnevæsen til navngivning og bekransning af bøjen, og når vejret bliver venligere, vil sømærket blive bemalet ”Ibs Boye”. Blandt deltagerne i den lystige, men også eftertænksomme ceremoni var sønnen, pressefotograf Jesper Boye. Alderspræsidenten, den 97-årige skuespiller Palle Huld, var for træt til at møde op, men sendte en hilsen via sin fætter, antikvitetshandler Otto Berg. Nestor var den 95-årige og fortsat særdeles aktive pressefotograf Vagn Hansen.
Fartøjet sejlede de sorte frakker og hatte tilbage til Nyhavn. I Restaurant Gilleleje indtoges en arbejdsfrokost med sang og klang.
Mr. City
Københavneravisen går i byen:
1264 – postnummer
og brasserie-sensation
Tre retters menu for 200 kr. kendes fra den tarveligere del af de etniske restauranter, ingen forbinder den lave pris med den højeste gastronomi.
Efter en travl dag på redaktionen i Store Kongensgade 44 gik vi ti numre frem til nr. 34, hvor 1264 – vort postnummer – er dækker over en spiselounge, der dækker både frokost, aften og cocktailsessions.
I dette interiør blev der tidligere drevet en dyr restaurant med Michelin-stjerne og menuer til 3.000 kr. Klientellet var så fornemt, at der blev trukket et gardin til ud mod gaden. Slut med snobberiet, nu tilbydes tre retter til 200 kr. pr. couvert. Jamen, altså!
Der dufter af mad på den forførende måde, når man træder ind i det lyse lokale. Spisekortet er enkelt: tre forretter, tre hovedretter, to desserter og ost. 200 kr. Først provencalsk fiskesuppe med muslinger og bidder af hvid fisk med den dybe røde farve, der illustrerer den oversmag, som sand fiskesuppe skal præstere.
Hovedmulighederne præsenteres således på kortet:
And
Lam
Fisk
Ikke noget lyrique de gastronomique, men fineste lammekrone og langtidskoncentreret bov. And udsolgt, oksemørbrad i pompøs trøffelsauce i stedet. Inderlig, insisterende oksesmag og perfekt stegeskorpe. Chokolademousse i svanedekoration og to oste, en fåremælksroquefort var bemærkelsesværdig. Eget brød, specielt Guldkrone-smør med mere flødeflothed end det lurmærkede.
Med to glas hvidvin, et glas dessertvin og tre glas rødvin – ypperligt, pladsen tillader ikke gennemgang - røg regningen op på 780 kr. for to personer. Havde vi delt en flaske, var det blevet billigere.
Ukrukket kærlighed til fine råvarer og deres rette behandling og afvisning af alle de hjælpestoffer, som hærger dele af restaurationsbranchen, vil give ”1264” et højt ry som den ærlige fornyelse. Derfor gælder det om at slå til, mens kortet stadig rummer 3 retter for 200 kr.
Mr. City
Leder i næste nummer:
Kapitalen, kommunen
og Københavns købekraft
Ejendomsbesidderne prøver at opnå så høje lejeindtægter som muligt, men synes at have svært ved finde balancen mellem efterspørgsel og udbud. Resultatet er tomme butikker og kontorer. Spøgelsesbutikkerne er deprimerende synlige for alle, der går gennem gaden. Mindre iøjnefaldende er kontorer uden aktivitet.
En giftig kombination af kommunal og privat grådighed driver virksomheder ud af København K. Mere eller mindre velbegrundede ejendomsvurderinger, der ofte afspejler en forduftet optimisme, giver Københavns Kommune anledning til udover ejendomsskatterne at udskrive en særlig dækningsafgift for ejendomme med mindst 85 % erhverv.
Efter et sæt rudekuverter med forhøjelser fra såvel ejer som kommune må nogle virksomheder give op og finde noget mindre og billigere. Kontorvirksomhederne har en del at vælge imellem, da 10 % af erhvervslejemålene står tomme, men for detailhandlende kan det at forlade en kendt adresse betyde ophør. Hele kvarterer vil opleve reduceret købekraft, og sammen med den let tøvende forbrugerholdning er det gift for det brede udvalg af salg og service, der gør en hovedstad værd at være i.
Elementært, min kære Jensen: Når virksomheder forlader city og ikke erstattes af andre, betyder det tomme lokaler og færre brugere af byen, altså mindre omsætning i butikkerne. København K har mindst 50.000 indbyggere fra 9 til 17 plus et vældigt antal gadepassanter, og de holder byen varm. Når deres arbejdspladser forsvinder eller flytter, falder deres vej ikke længere forbi bykernens attraktioner. Omsætningen, også mellem virksomhederne, dæmpes.
Erfaringer fra talrige byer fortæller os, at mennesker tiltrækkes af bykernen med så mange oprindelige huse som muligt. København er for vores gæster først og fremmest området inden for voldene, man tager ikke til Greve eller Ishøj, medmindre man er socialantropolog. For pendlerne er det sjovere at tage til centrum frem for periferien, hvor en pølsegrill er højeste herlighed.
Enten tager ejere og kommunarder sig sammen og sænker leje og afgift og giftigheder, eller også er de økonomiske og administrative magthavere for kortsynede til at erkende, at det er bedre at sænke omkostningerne for dem, der skal sikre indtægterne. Måtte denne indlysende logik påvirke kapital og kommune.
Københavneravisen
Side 2
© Copyright 2010 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
- Ti knaster og knuder i 10’ernes København
