FREMTIDENS DANNEMAND FYLDER 70

Paradiset - med Mandag Morgen og DR

Udvilklingen tager fart i Danmarks, måske verdens største tænketank, organiseret af Erik Rasmussen, en af de mest resultatorienterede bladmænd og publicister - nu støtter han fri hamp.

Onsdag 19-10-2011 kl: 21:05 af Jacob Ludvigsen



Dette lejlighedsvise nyhedsbrev magter ikke at holde styr på mærkedagene, men den 20. oktober fylder ejeren af tænketanken Mandag Morgen, Erik Rasmussen, 70 år, og det bør markeres, da han er aktuel som ingensinde med Danmarks, måske verdens største elektroniske tænketank. Hans første og måske største bedrift var at forvandle den dengang dødkedelige avis Børsen til en moderne tabloid for fyrretyve år siden. Selv om han forsvandt igen, tiltrukket af Egmont, som han så alligevel ikke blev leder af, har Børsen tidoblet oplaget i kraft af hans fremsyn.
Når det alligevel falder sig for at bringe en fødselsdagsnote, hænger det sammen med det epokegørende og banebrydende arbejde, som Mandag Morgen sammen med DR og Rebuild21 netop har søsat under etiketten ”Idéernes Danmark”. Nu er det folket, ikke eksperterne, der skal til orde, og den brugergenerede hjemmeside bringer 70 forslag til forandringer til forbedring af nationens tilstand.
I cykelparadiset, hvor hamp er et nydelsesmiddel såvel som en råvare, der delvis kan erstatte plastic, skal man aktivt tilvælge papirreklamer, bølgeenergi vil give strøm til el-biler, og de rige skal fratages folkepension. Peter vil helt forbyde reklame, og Sidsel har som pædagog tænkt over den enorme energimængde, der går til spilde, når børnene leger. Hvis klarestativer, vipper osv. kunne opfange denne energi, ville det være positivt for institutionernes pressede budgetter. Drøm selv videre på ideernes.dk. Gå ind og stem og skriv selv noget intelligent.
Vi står overfor de gode viljers paradis, heldigvis er de involverede ikke idealister i den gammeldags forstand, de får deres hyre for at udtænke nye tænketanke, nu er det pøblens tur til at ytre sig, og for dem er glæden ved at bidrage belønning nok.
DR er i knibe, fordi en pressionsgruppe synes at have haft held til at fremme et forslag om, at DR skal privatiseres. Forslaget er gledet fra 2. til 3. plads i på rangstigen, der stadig toppes af HAMP. Det er da ikke sjovt, hvis DR’s status skal gøres til genstand for den tv-debat med Clemens Kjærsgaard, der skal finde sted til december.
Medmindre Mandag Morgen & Co. er i stand til at mobilisere hjælpetropper, der kan stabilisere den højst ejendommelige tænketanks tanker, vil folkeviljen i al dens afmagt og vælde få lov at styre dagsordenen, som er et spejl af en selvfed dansk verdensmesterambition om at være verdens grønne og kløgtige elite, et fatamorgana som kun kan realiseres ved hjælp af nærmest ubegrænsede statslige ”investeringer”.
I betragtning af Mandag Morgens talrige analyser, rapporter, undersøgelser, studier, statistikker, afhandlinger og artikler, der under Erik Rasmussens kyndige vejledning er bragt ind i debatten i en lang årrække, kan ”ideernes.dk” opfattes som et udslag af superoptimisme med hensyn til dybden i folkesjælen, og hvem ved – måske dukker Sesam op med sit Columbusæg, og så vil alt vist være vel.


© Copyright 2013 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.